214
en fuldblodig, ligefrem, naturlig Dame, der rejste sammen med sin Mand for at bøde paa en forsømt Opdragelse. Det var ganske vist navnlig Griseriet, Lopperne, den daarlige Mad, Manglen paa Øl, og andre Genvordigheder, der foranledigede hendes stærke Udbrud over de Folk, der fik lokket skikkelige Mennesker hen til et saadant Land. Men Christensen maatte i sin Ærgrelse næsten give hende Ret: Der Deufel hole die Dichter — og han kunde tilføje: Malerne med!
Alligevel — saa vaagnede han op med en ganske sær Fornemmelse af forventningsfuld Benauelse, efter en daarlig tilbragt Nat i en Jærnbanekupé, hvor han heldigvis var bleven alene. Skælvende af Kulde. i Morgenens Gry saa’ han ud af Vinduet. En fin Taage hang over den romerske Campagne. Campagnen! tænkte han, og gav sig til at søge efter Aquaducter, Bjærgenes Linjer, Flodens Krumninger, maaske den evige Stads Mure …. Der var intet. Kun de nærmeste Genstande traadte frem — en Bakkelinje — et lille Hyrdehus — noget som en Tørvestak. Det kunde lige saa godt være den jyske Hede! tænkte han — og huskede i det samme paa, at i saa Fald vilde det ogsaa være første Gang, han saa’ den jyske Hede. Men herom mener nu alle Danske at vide Besked — i det mindste gennem Blicher.
