208
ille Spids frem bag Smilet; og hans Stemme skjalv en Smule. Han vendte sig nu, saa’ ud igennem Vinduet og nikkede til Konen og Børnene derude. Da Christensen atter betragtede hans Ansigt, laa der over dette et lysende Drag af noget ukueligt, noget mandigt stolt og selvbevidst, der klædte de kraftige Træk og for et Øjeblik dækkede de Furer, som de trange Aar havde gravet.
Naa ja! sagde han. Enhver faar, hvad ham tilkommer, alt eftersom han vælger for sig — eller lader andre vælge! Den, der selv træffer sit Valg, har i Grunden fraskrevet sig Retten til at klage. Den, der blot en Gang om Ugen har en lykkelig Dag, hvori han føler sig overensstemmende med sine Evner og sin Overbevisning, han har noget at tære paa!
Og har jeg ikke haft lykkelige Dage?
Han syntes at se ud i Naturen, ud igennem de vekslende Aarstiders Spil af Farver og Stemninger, hvorfra han tog Inspirationen til sine Billed-Digtninger. Han syntes med ét Blik at omfatte denne Række, som hans Haand havde udarbejdet efter Naturen som Mønster — denne Haand, der maaske tillige havde skælvet af Kulde eller dirret under hans bløde Hjærtes Uro for en Fremtid, hans egen og hans Kæres! Og idet Lysningen atter faldt over hans Ansigt, slap han Erindringen om sin Kunsts Pilgrimsgang, og han saa’ smilende paa sin fremmede Gæst:
Nuvel! lad dem om det derinde i »Sodoma og Gomorra«! Lad dem veksle med deres
