9
Kalvesteg forsvinde fra den Tallerken, som Opvarteren havde bragt. Saasnart Døren aabnedes, rejste den Siddende sig. Han stod dér, høj og spinkel, kejtet og forlegen i sin Holdning, med Øjnene fæstede ængstelig spørgende paa den besynderlige Mand.
Du hedder jø Karsten? spurgte denne paa sin barske Maade.
Jo! svarede den Unge ganske tonløst.
Alt er i Orden. Du bliver hos mig! —
Karsten vaklede frem fra Bordet. Han vidste ikke, hvor han skulde gøre af sine Hænder, om han skulde tage begge Lærerens, om han skulde falde ham om Halsen, eller hvad han i det hele skulde gøre. Saa fik han Taarer i Øjnene og førte Hænderne op i den Retning.
Naa, naa! sagde Læreren. Man skal ikke gøre sig til Hund for et Ben. Er du mæt? —
Ja—jo Tak! —
Det er godt. Har du noget Tøj hos din noble Mester? —
Ja—a. Det er ikke meget! —
Det kan jeg tænke. Opvarteren kan hente det siden. Kom nu her! —
Han forsynede det unge Menneske med Linned af sin Kuffert: en Skjorte, en Flip, der gabede lidt i Halsen, men blev strammet ind med et sort Silketørklæde; ligeledes fik Karsten et Par velblankede Sko og en rundpullet Hat, der begge Dele fra første Færd af havde klemt Læreren henholdsvis over hans høje Vrist og
