5
Det er mig, som spørger Dem. Har Deres Dreng Forældre? Har Du noget Hjem, min Dreng? —
Den Adspurgte rystede paa Hovedet uden at svare, men det Øjekast, som strejfede den Fremmede paa Farten forbi Mestren, syntes at ville sige: For Guds Skyld, irritér ham ikke!
Han har saamænd ingen Forældre, nej! tog Mesteren Ordet. Han har saamænd haft alt hos mig, Kost og Opholdet og ...
Pryglene? tilføjede den Fremmede tørt. Jeg forstaar det Hele. Nu kan De spare Dem Ulejligheden for Fremtiden! —
Hva’ behager? ...
Jeg tager mig af Drengen! —
Gør De? —
Ja. Jeg gaar til Borgmesteren. Han kan vel nok ordne den Sag imellem os! —
Ja, men De maa betale ...!
Jeg betaler, hvad jeg skal betale. Farvel, min Dreng! —
Den Fremmede var igen ude paa Trappen: Som om han erindrede noget, vendte han om og stod atter i Døren.
Han kunde næppe bare sig for at smile. Der stod de to, Mester og Lærling, og saa’ lige forbavsede paa hinanden og hen ad Gulvet og op ad den Dør, som ikke var bleven grundig nok »aadret«.
Om Forladelse; det faldt mig ind, Hr. Malermester, at De dog maaske kunde tage denne
