158
den havde ingensinde som nu, efter denne Hvile, været saa let og dog fast, sikker i at føre sin Streg, i at finde Tinter og Toner til at antyde Afstandes, Planers og Fladers ulige »Værdier«. Han kunde virkelig tegne; det opdagede han.
Og han besluttede for en Tid at lulle sig ind i denne søde Illusion, at han kunde tegne. Han besluttede sig saa meget mere hertil, som han ellers frygtede for, at han vilde tage alvorlig Skade paa Sind og Sjæl ved de Grublerier, de tunge, triste Drømme, som han var kastet ind i ved at se London — ja maaske hele Menneskeheden paa Vrangsiden.
Han havde »opdaget« Themsen paa sine Aftenvandringer, Floden fra London-Bridge Øst paa ud ad Limehouse til, hvor Færslen pakker sig sammen langs Ebbens sumpede Bredder, hvor de vældige Pakhuse strækker sig, hvor Skibene med deres Master bliver til en Urskov op imod Dis og Damp, Røg og Taage, hvor Kranerne rækker sig ud fra Bolværker som Kæmpenøddeknækkere — men ikke knækker de Nødder, der anbetroes deres Kæver; hvor Bygningerne efterhaanden sænker Linjen af deres Tage nærmere og nærmere ned imod Floden, indtil man længst ude kan stille sig under et ældgammelt, lavt Bislag, der hører til en Whiskybutik, en Flodrøverrede, som hviler paa halvt eller helt raadne Pæle i Themsdyndets Ebbetids-Vælling.
