152
var, saa megen Menneskekundskab havde han allerede erhværvet sig; og trods de Erfaringer, han havde gjort, var Godmodigheden og Godhjærtetheden stedse blevet ovenpaa. Saadan en Natur kan dykke sig dybt endog i meget plumrede Vande: Naturen bliver dog Natur, Kærnen Kærne. Paa sin Fod havde han gennemvandret det hele Evropa, Syrien, det hellige Land, en Del af Ægypten og Nordafrika. Hans Fortællinger derom vare prægede af en tør, tilforladelig Ædruelighed og atter gennemlynede af en lyrisk Komik, hvis Virkning paa Tilhøreren han selv var den, der vidste mindst Besked om. Han kunde Alt: snedkerere, tømre, tegne, konstruere, smedde; ogsaa lave Pianoforter — som oven i Købet vare gode og »gik godt af«. Han havde haft eget Værksted her i London, hvor ikke en af de Tusinder er musikalsk, men hvor de Tusinder skal have Instrumenter. Men saa var han gaaet i Kompagni med en Polak — fordi denne Polak var en stakkels Djævel, som havde haft saadanne kønne Øjne og kunde synge saadan en rørende polsk Sang. Det var gaaet galt. Snedkersvenden stod stadig med det ene Ben paa Tærsklen til en uafhængig solid Stilling — og med det andet Ben midt i Zigeunerlandet; han havde en fast Næve og en bred Ryg; han havde en praktisk Livsfilosofi, medens Hjærte og Fantasi vedblev at være et Barns; — han indgik nu et Slags aandeligt Kompagniskab med Christensen, hvem han halvvejs indsatte sig selv til
