151
Det var Skyggesiderne ved Verdensbyen, at man saa slaaende fornam Trængslen, Kapløbet, Konkurrencen ogsaa paa de rent aandelige Omraader. Skulde man styrkes og hærdes til Arbejde ved denne Følelse? — eller var Trængslen og Vrimlen, et Vink om, at man skulde gaa til Side, ikke bilde sig noget ind, men være en ærlig Haandværker — en jævn, stille Slider, som de fleste Mennesker, for hvem det gælder at fortjene Brødet paa en honnet Maade?
Han skiftede Logis; det blev ham for dyrt. Han flyttede om i en lille Gade, hvor han tilfældigvis traf at komme til at bo Dør om Dør med en Landsmand, der straks forestillede sig selv under den beskedne Titel: Jeg er dansk Snedkersvend!
Denne Snedkersvend — det var en snurrig Fætter. Men det varede ikke længe, inden Christensen kom til at holde af ham, og igennem ham atter bøjede det Blødere og Bedre i sit Gemyt henimod Forstaaelse af og Kærlighed til Landsmændene derhjemme, som nær havde paadraget sig den strænge Hr. Ivar Feldmanns alvorlige Mishag.
Denne sorgløse, intelligente, paa samme Tid internationalt anlagte og ret typisk danske Haandværkernatur havde den gode danske Gave, at kunne komme Folk til at le. Saa ung han
