110
— og saa løftede han Hovedet; saa knejsede han og rettede sit Blik ned imod Værtinden.
Dette Blik besvaredes af et, hvori der ikke perlede Kulsyre, men hvori Ivar Feldmann Christensen drak sig en jævngod Rus.
Og fra den Middag hørte han til Husets faste Gæster.
VI.
Og saa videre.
I de tre til fire Aar, hvori han var knyttet til dette Hus som »fast«, foregik der følgende i ham, med ham og omkring ham:
Der blev skrabet en Skal af ham — en saadan, som maaske skal skrabes af os, forudsat at Omgivelserne har Ret, og vi, de enkelte, har Uret.
Men hvor nu Retten eller hvor Magten ligger, saa kommer der en Lejlighed, hvor Samfundet tager Eneboeren i Kardusen, rusker ham — ligesom vi rusker en Plante op af Jorden — befrier ham for nogle overflødige Rodtrevler, sætter ham i et Bed eller paa en Væksthylde, og siger til ham: Du var en Frilandsplante! se nu, at du kan skikke dig vel som Sirblomst blandt Brødre og Søstre!
