93
Paamindelse til Hospitalet. Han udholdt med en Blanding af Flegma og indædt Arrighed gentagne I-ledsætningers Smærter, maaske ikke stort færre end en virkelig saaret Kombattant. Men for Pokker! han var jo ikke Kombattant — en Uheldsfugl var han, en dum Æsel, en — en … og han kom ud med Armen i Bind, smed Bindet væk, mældte sig igen, kunde ikke gøre et Geværgreb, knap tage til Kasketten — blev sendt væk … og saa kom Dybbøls den 18de, og han sad paa sit ensomme Værelse, og græd, han den store, stærke Mand, Smærtens, Sorgens, Raseriets og endelig den stille Ydmygelses Taarer sammen med sit overmodige, sit tapre, sit overvundne Land.
Og saa var det, at de sidste Dønninger var forbi; og man begyndte atter saa smaat at »leve« i Landets Hovedstad.
Saa smaat? Naa — lad os ikke tage det saa strængt. En Hovedstad maa have Elasticitet i sig; ligesom et normalt Hjærtekammer maa kunne pulsere godt, for at Blodomløbet kan foregaa saa rundeligt og rigeligt som muligt.
Og vor Hovedstad, som, hvad man nu end vil sige om den, i Grunden har et godt Hjærte — den skulde dog gaa foran i Ufortrødenhed, i Godgørenhed, i at bøde paa Tabet, i Basarer for Faldnes Efterladte, for Invalider, til syvende og sidst for en ny Omfordeling af alle de uldne
