86
Iisjomfruen.
nydeligt, syntes Rudy, at udpege det Latterlige og Overdrevne i de fremmede Damers Paaklædning og Maaden de gik paa, og det var slet ikke for at gjøre Nar, thi det kunde være meget retskafne Mennesker, ja! søde og elskelige, det vidste Babette; hun havde en Gudmoder, der var en saadan meget fornem, engelsk Dame. For atten Aar siden, da Babette blev døbt, var hun i Bex; hun havde givet Babette den kostbare Naal, hun bar paa sit Bryst. To Gange havde Gudmoder skrevet Brev, og i Aar skulde de, her i Interlaken have mødt hende med hendes Døttre, der vare gamle Piger, op imod de tredive, sagde Babette, — hun var jo kun atten.
Den søde, lille Mund stod ikke stille et Øieblik, og Alt, hvad Babette sagde, klang for Rudy, som Ting af den største Vigtighed, og han fortalte igjen, hvad han havde at fortælle, fortalte, hvor tidt han havde været i Bex, hvor godt han kjendte Møllen, og hvor ofte han havde seet Babette, men hun rimeligviis aldrig havde bemærket ham, og nu sidst da han kom til Møllen, og det med mange Tanker, som han ikke kunde sige, vare hun og hendes Fader borte, langveis borte, men dog ikke længer end man nok kunde kravle over den Muur, der gjorde Veien lang.
Ja, han sagde det, og han sagde saa Meget; han sagde, hvor godt han syntes om hende — — og at det var for hendes Skyld og ikke for Skyttelauget, at han var kommen.
Babette blev ganske stille; det var næsten altfor Meget, han betroede hende at bære.
