34
Sneemanden.
jeg maa helde mig op til hende, om jeg ogsaa skal knuse Vinduet.”
„Der kommer Du aldrig ind,” sagde Lænkehunden, „og kom Du til Kakkelovnen, saa var Du væk! væk!”
„Jeg er saa godt som væk,” sagde Sneemanden, „jeg brækker over, troer jeg.”
Hele Dagen stod Sneemanden og saae ind ad Vinduet; i Tusmørket blev Stuen endnu mere indbydende; fra Kakkelovnen lyste det saa mildt, som ikke Maanen lyser og heller ikke Solen, nei, som kun Kakkelovnen kan lyse, naar der er Noget i den. Gik de med Døren, saa slog Luen ud, det var den i Vane med; det blussede ordenligt rødt i Sneemandens hvide Ansigt, det lyste rødt lige op af hans Bryst.
„Jeg holder det ikke ud,” sagde han. „Hvor det klæder hende at række Tungen ud!”
Natten var meget lang, men ikke for Sneemanden, han stod i sine egne deilige Tanker, og de frøs, saa de knagede.
I Morgenstunden vare Kjældervinduerne frosne til, de bare de deiligste Iisblomster, nogen Sneemand kunde forlange, men de skjulte Kakkelovnen. Ruderne vilde ikke tøe op, han kunde ikke see hende. Det knagede, det knusede, det var just et Frostveir, der maatte fornøie en Sneemand, men han var ikke fornøiet; han kunde og burde have følt sig saa lykkelig, men han var ikke lykkelig, han havde Kakkelovns-Længsel.
„Det er en slem Syge for en Sneemand,” sagde Lænkehunden; „jeg har ogsaa lidt af den Syge, men jeg har overstaaet den; væk! væk! — Nu faae vi Veirskifte.”
