329
Skrubtudsen.
vi. Der var ingen Bevertning, kun fri Drikkevarer, hele Dammen, om de kunde.
„Nu reiser jeg videre!” sagde den lille Skrubtudse; den følte altid Trang til noget Bedre.
Den saae Stjernerneblinke, saa store og saa klare, den saae Nymaanen lyse, den saae Solen staae op, høiere og høiere.
„Jeg er nok endnu i Brønden, i en større Brønd, jeg maa høiere op! jeg har en Uro og Længsel!” og da Maanen blev heel og rund, tænkte det stakkels Dyr: „mon det er Spanden, der tridses ned, og som jeg maa springe i for at komme høiere op! eller er Solen den store Spand? hvor den er stor, hvor den er straalende, den kan rumme os Allesammen, jeg maa passe paa Leiligheden! o, hvor det lyser i mit Hoved! jeg troer ikke at Ædelstenen kan lyse bedre! men den har jeg ikke og den græder jeg ikke for, nei, høiere op i Glands og Glæde! jeg har en Forvisning, og dog en Angest, — det er et svært Skridt at gjøre! men det maa man! frem ad! lige ud ad Landeveien!”
Og den tog Skridt, som saadan et Kravledyr kan, og saa var den paa Alfarvei, hvor Menneskene boede; der var baade Blomsterhaver og Kaalhaver. Den hvilede ud ved en Kaalhave.
„Hvor der dog ere mange forskjellige Skabninger, jeg aldrig har kjendt! og hvor Verden er stor og velsignet! men man skal ogsaa see sig om i den og ikke blive siddende paa
