314
Moster.
Kjæreste! — Ja hvor mange Taarer har jeg dog grædt i de halvtredsindstyve Aar, jeg har havt abonneret!”
Moster kjendte hvert Theaterstykke, hver Coulisse, hver Person, der traadte op eller havde traadt op. Hun levede kun rigtig i de ni Komedie-Maaneder. Sommertiden uden Sommer-Skuespil var en Tid, der gjorde hende gammel, medens en Komedieaften, der trak ud over Midnat, var en Forlængelse af Livet. Hun talte ikke som andre Folk: „nu faae vi Foraar, Storken er kommen!” — „der staaer i Avisen om de første Jordbær.” Hun derimod forkyndte Efteraarets Komme. „Har De seet, nu er Theaterlogerne til Auction, nu begynde Forestillingerne?”
Hun regnede en Bopæls Værd og gode Beliggenhed efter hvor nær den laae Theatret. Det var hende en Sorg at forlade det lille Stræde bag Theatret og flytte hen i den store Gade lidt længere derfra og der boe i et Huus, hvor hun ikke havde Gjenboer.
„Hjemme maa mit Vindue være min Theaterloge! man kan da ikke sidde og gaae op i sig selv, Mennesker maa man dog see! men nu boer jeg, som jeg var flyttet ud paa Landet. Vil jeg see Mennesker, maa jeg gaae ud i mit Kjøkken og sætte mig op paa Vasken, kun der har jeg Gjenboer. Nei, da jeg boede i mit Stræde, der kunde jeg see lige ind til Hørkræmmerens, og saa havde jeg kun tre Skridt til Theatret, nu har jeg tre tusinde Garderskridt.”
Moster kunde være syg, men ihvor ilde hun befandt sig, forsømte hun dog ikke Komedien. Hendes Læge forordnede,
