20
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige.
Tøir ved vor Vandpyt! den var Noget for Moder at samle Skrællinger til! Hun har tidt sagt, „bare vi havde en Gaas!” nu kan hun da faae den — og hun skal faae den! vil Du bytte? Jeg giver Dig Faaret for Gaasen og Tak til!”
Ja, det vilde da den Anden nok, og saa byttede de; Bondemanden fik Gaasen. Nær ved Byen var han, Trængselen paa Veien tog til, der var en Mylren af Folk og Fæ; de gik paa Vei og paa Grøft lige op i Bommandens Kartofler, hvor hans Høne stod tøiret for ikke i Forskrækkelse at forvilde sig og blive borte. Det var en stumprumpet Høne, der blinkede med det ene Øie og saae godt ud. „Kluk, kluk!” sagde den; hvad den tænkte derved, kan jeg ikke sige, men Bondemanden tænkte, da han saae hende: hun er den skjønneste Høne, jeg endnu har seet, hun er kjønnere end Præstens Liggehøne, den gad jeg nok eie! en Høne finder altid et Korn, den kan næsten sørge for sig selv! jeg troer, at det er et godt Bytte, om jeg fik den for Gaasen. „Skal vi bytte?” spurgte han. „Bytte!” sagde den Anden, „ja det var jo ikke saa galt!” og saa byttede de. Bommanden fik Gaasen, Bondemanden fik Hønen.
Det var en heel Deel, han havde udrettet paa den Reise til Byen; og varmt var det, og træt var han. En Dram og en Bid Brød trængte han til; nu var han ved Kroen, der vilde han ind; men Krokarlen vilde ud, ham mødte han lige i Døren med en Pose svingende fuld af Noget.
„Hvad har Du der?” spurgte Bondemanden.
