288
Portnerens Søn.
Oftere i den smukke Sommertid kom Hr. Georg paa Grevens Slot. Han blev savnet, naar han ikke kom.
„Hvor dog Vorherre har givet Dem Meget fremfor os andre stakkels Mennesker!” sagde Emilie til ham. „Skjønner De nu ret derpaa?”
Det smigrede Georg, at den smukke unge Pige saae op til ham, han fandt hende da ualmindelig begavet.
Og Generalen følte sig mere og mere forvisset om, at Hr. Georg umuligt kunde være et Kjælderbarn. „Moderen var forresten en meget brav Kone!” sagde han, „det skylder jeg hendes Gravmæle!”
Sommeren gik, Vinteren kom, der taltes igjen om
Hr. Georg; han var vel seet og vel optaget selv paa de
høieste Steder, Generalen havde mødt ham paa Hofbal.
Nu skulde der i Huset være Bal for lille Emilie, kunde Hr. Georg indbydes?
„Hvem Kongen indbyder, kan ogsaa Generalen indbyde!” sagde Generalen, og løftede sig en heel Tomme fra Gulvet.
Hr. Georg blev indbudt, og han kom; og Prindser og Grever kom, og den Ene dandsede bedre end den Anden; men Emilie fik kun dandset den første Dands; i den traadte hun feil paa Foden, ikke farligt, men til at fornemme, og saa maatte man være forsigtig, holde op med at dandse, see paa de Andre, og hun sad og saae, og Bygmesteren stod ved Siden af hende.
