276
Portnerens Søn.
paa dem og hun glædede sig ved dem og rev dem i Stykker. Hun var saa fiin og saa nydelig.
„Mit Rosenblad!” sagde Generalinden. „Født for en Prinds er Du!”
Prindsen stod allerede udenfor Døren; men man vidste det ikke. Menneskene see ikke langt ud over Dørtrinet.
„Forleden deelte saamænd vor Dreng Smørrebrød med hende!” sagde Portnerkonen; „der var hverken Ost eller Kjød paa, men det smagte hende, som om det havde været en Oxesteg. Der vilde have ligget et Huus, havde Generalens seet det Maaltid, men de saae det ikke.”
Georg havde deelt Smørrebrød med lille Emilie, gjerne havde han deelt sit Hjerte med hende, naar det bare havde kunnet fornøie hende. Han var en god Dreng, han var opvakt og klog, han gik nu i Aftenskole paa Akademiet, for der at lære rigtigt at tegne. Lille Emilie gik ogsaa frem i Kundskaber; hun talte Fransk med sin „Bonne” og havde Dandsemester.
„Georg skal staae til Paaske!” sagde Portnerkonen;
saa vidt var Georg.
„Fornuftigt blev det vel om han saa kom i Lære!” sagde Faderen. „En peen Profession skulde det være! og saa havde vi ham ude af Huset!”
„Han kommer dog til at ligge hjemme om Natten,” sagde Moderen; „det er ikke let at finde en Mester, som har Plads; Klæder maae vi jo ogsaa give ham; den Smule
