224
Guldskat.
„Mit søde Barn! min Guldskat!” sagde Moderen og græd; men Brandtrommen sang, ind ad, ikke ud ad:
„„Lotte ist todt! Lotte ist todt!”” ja nu er den Vise ude!
Visen var ikke ude, den havde endnu tilbage mange
Vers, lange Vers, de allerdeiligste, en Livsens Guldskat.
„Hun fjanter om og skaber sig!” sagde Nabomoer. „Alverden skal læse Brevene, hun faaer fra hendes Guldskat, høre hvad Aviserne sige om ham og hans Violin. Penge sender han hende, det kan hun trænge til, nu hun sidder Enke.”
„Han spiller for Keisere og Konger!” sagde Stadsmusikanten. „Det faldt ikke i min Lod; men han er min Elev og glemmer ikke sin gamle Lærer.”
„Fader drømte saamænd,” sagde Moder, „at Peter kom hjem fra Krigen med Sølvkors paa Brystet, han fik det ikke i Krigen, der er det nok sværere at faae! Nu har han Ridderkors. Det skulde Fader have oplevet!”
„Berømt!” sagde Brandtrommen, og Fødebyen sagde det med: Trommeslagerens Søn, Peter med det røde Haar, Peter, de havde seet som Lille med Træskoe paa, seet som Trommeslager og spille op til Dands, berømt!
„Han spillede for os før han spillede for Kongerne!” sagde Borgemesterens Frue. „Han var dengang reent henne i Lotte! han saae altid høit op! dengang var det næsviist og fabelagtigt! Min egen Mand loe, da han hørte om det Pjank! Nu er Lotte Etatsraadinde!”
