223
Guldskat.
saa greb han en Dag om de fine Fingre og den smukt formede Haand, og han kyssede paa den og saae hende ind i hendes store, brune Øine; Vorherre veed hvad han sagde; vi Andre have Lov til at gjette det. Lotte blev rød over Hals og Skulder, ikke et Ord svarede hun; — der kom just Fremmede i Stuen, Etatsraadens Søn, der havde høi, blank Pande, heelt bagover, om i Nakken. Og Peter sad længe hos dem, og Lotte saae mildest til ham.
Om Aftenen, hjemme, talte han om den vide Verden og om den Guldskat, der for ham laae i Violinen.
Berømmelighed!
„Tummelum, tummelum, tummelumsk!” sagde Brandtrommen. „Nu er det reent galt med Peter! der er Huusild, troer jeg.”
Moder gik paa Torvet næste Dag.
„Veed Du Nyt, Peter!” sagde hun, da hun kom tilbage, „deiligt Nyt! Borgemesterens Lotte er bleven forlovet med Etatsraadens Søn; det skete iaftes!”
„Nei!” sagde Peter og sprang op fra Stolen. Men Moder sagde Jo; hun havde det fra Barberens Kone, og hendes Mand havde det igjen lige ud af Borgemesterens egen Mund.
Og Peter blev bleg som et Liig, og han satte sig ned igjen.
„Herre Gud, hvordan har Du det!” sagde Moderen.
„Godt! godt! lad mig bare være!” sagde han, og Taarerne løb ham ned over Kinderne.
