Denne side er blevet korrekturlæst
221
Guldskat.
Forældrenes Stue; han var saa bruun som en Vildmand, hans Øine saa klare, hans Ansigt straalede som Solens Skin. Og Moderen holdt ham i sine Arme, kyssede hans Mund, hans Øine, hans røde Haar. Hun havde igjen sin Dreng; han havde ikke Sølvkors paa Brystet, som Fader havde drømt, men han havde hele Lemmer, som Moder ikke havde drømt. Og der var en Glæde; de loe og de græd. Og Peter omfavnede den gamle Brandtromme.
„Der staaer endnu det gamle Skrog!” sagde han. Og Fader slog en Hvirvel paa den.
„Det er ligesom her var stor Ildebrand!” sagde Brandtrommen. „Ild i Taget, Ild i Hjerterne, Guldskat! skrat, skrat, skrat!”
