218
Guldskat.
gik. Der var Krig. Soldaterne droge afsted og Trommeslagerens Dreng fulgte med: „Rødtop! Guldskat!” Moderen græd; Faderen saae ham i Tankerne „berømmelig”, Stadsmusikanten meente, han burde ikke gaae i Krigen, men blive ved Hjemme-Musiken.
„Rødtop!” sagde Soldaterne, og Peter loe; men
sagde En og Anden: „Rævepels!” da bed han Munden
sammen, saae frem i den vide Verden; det Skjældsord kom
ham ikke ved.
Flink var Drengen; Sindet freidigt, Humeuret godt og det er den bedste Feltflaske, sagde de gamle Kammerater.
I Regn og Rusk, gjennemblødt til Skindet, maatte han, under aaben Himmel, ligge ude mangen Nat, men Humeuret blev hos ham, Trommestikkerne slog: „Trommelom! Alle Mand op!” Jo han var tilvisse født Trommeslager.
Det var en Slagdag; Solen var endnu ikke oppe, men Morgen var det, Luften kold, Kampen hed; der var Taage i Luften, men mere Damp af Krudtet. Kuglerne og Granaterne fløi hen over Hovederne og ind i Hovederne, i Krop og Lemmer; men fremad gik det. En og Anden sank i Knæ, blodig i Tindingen, kridhvid i Ansigtet. Den lille Trommeslager havde endnu sin sunde Couleur; ham var ingen Meen skeet; han saae med nok saa fornøiet et Ansigt paa Regimentshunden, der sprang foran ham, rigtig glad, som var det Løier det Hele, som sloge Kuglerne ned kun for at lege med den.
