174
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
veed!” sagde Mosekonen. „Eventyr og Poesi, ja de er to Alen af eet Stykke: de kunne gaae at lægge sig hvor de ville. Al deres Værk og Tale kan man brygge efter og have bedre og billigere. De skal faae dem hos mig for Ingenting. Jeg har et heelt Skab fuldt af Poesi paa Flasker. Det er Essentsen, det Fine af den; Urten, baade den søde og beeske. Jeg har paa Flaske Alt hvad Menneskene behøve af Poesi, for om Helligdagene at faae Lidt paa Lommetørklædet at lugte til.”
„Det er ganske forunderlige Ting, De siger,” sagde Manden. „Har De Poesi paa Flasker?”
„Meer end De kan taale!” sagde Konen. „De kjender vel Historien om Pigen, som traadte paa Brødet, for ikke at smudske sine nye Skoe? Den er baade skreven og trykt.”
„Den har jeg selv fortalt,” sagde Manden.
„Ja, saa kan De den,” sagde Konen, „og veed, at Pigen sank lige ned i Jorden til Mosekonen, just som Fandens Oldemo'er gjorde Visit for at see Bryggeriet. Hun saae Pigen, som sank, og udbad sig hende til Postament, en Erindring om Besøget, og hun fik hende, og jeg fik en Foræring, som jeg har intet Gavn af, et Reise-Apothek, et heelt Skab fyldt med Poesi paa Flasker. Oldemo'er sagde, hvor Skabet skulde staae, og der staaer det endnu. See engang! De har jo Deres syv Fiirkløver i Lommen, hvoraf den ene er en Sexkløver, saa vil De nok kunne see det.”
Og virkeligt, midt i Mosen laae ligesom en stor Elle-
