Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/180

Denne side er blevet korrekturlæst

168

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.

Maaskee har det ogsaa været her og banket paa, men hvo havde dengang Øre for det, Tanke for det! Man saae mørk, tungsindig, næsten vred til Foraarets Solskin, dets Fugleqvidder, og alt det fornøielige Grønne; ja Tungen kunde ikke bære de gamle, folkefriske Sange, de bleve skrinlagte med Saameget, vort Hjerte havde kjært. Eventyret kan godt have banket paa; men det er ikke hørt, ikke sagt velkommen, og saa er det blevet borte.

Jeg vil gaae at søge det op.

Ud paa Landet! ud i Skoven ved den aabne Strand!”


Derude ligger en gammel Herregaard med røde Mure, takket Gavl og vaiende Flag paa Taarnet. Nattergalen synger under de fiintfryndsede Bøgeblade, mens den seer paa Havens blomstrende Æbletræer og troer at de bære Roser. Her har i Sommersolen Bierne travlt, og med summende Sang sværme de om deres Dronning. Efteraarsstormen veed at fortælle om den vilde Jagt, om Menneskeslægter og Skovens Løv, der fare hen. Ved Juletid synge de vilde Svaner ude fra det aabne Vand, mens inde i den gamle Gaard, ved Kakkelovnsilden, man føler sig stemt til at høre Sange og Sagn.

Ned i den gamle Deel af Haven, hvor den store Allee af vilde Kastanier lokker med sit Halvmørke, gik Manden, der søgte Eventyret; her havde engang Vinden suset for ham om Valdemar Daae og hans Døttre. Dryaden i Træet, det var Eventyrmoer selv, havde her fortalt ham det gamle