6
Skarnbassen.
vaad Grøft! er man ikke glad ved Det, saa elsker man rigtignok ikke sit Fædreland.”
„I have da aldrig været i Keiserens Stalde?” spurgte Skarnbassen. „Der er det Vaade baade varmt og krydret! det er jeg vant til; det er mit Klimat, men det kan man ikke tage med paa Reisen. Er her ingen Mistbænk i Haven, hvor Standspersoner, som jeg, kunne tage ind og føle sig hjemme?”
Men Frøerne forstode ham ikke, eller vilde ikke forstaae ham.
„Jeg spørger aldrig anden Gang,” sagde Skarnbassen, da den havde spurgt tre Gange Uden at faae Svar.
Saa gik den et Stykke, der laae et Potteskaar; det skulde ikke ligge der, men som det laae gav det Ly. Her boede flere Ørentviste-Familier; de forlange ikke meget Huusrum, men kun Selskabelighed; Hunnerne ere især begavede med Moderkjærlighed, derfor var ogsaa hvers Unge den kjønneste og den klogeste.
„Vor Søn er bleven forlovet,” sagde een Moder, „den søde Uskyldighed! hans høieste Maal er engang at kunne krybe i Øret paa en Præst. Han er saa elskelig barnlig, og Forlovelse holder ham fra Udskeielser; det er saa glædeligt for en Moder.”
„Vor Søn,” sagde en anden Moder, „kom lige ud af Ægget og var strax paa Spil; det sprutter i ham, han løber Hornene af sig. Det er en Uhyre Glæde for en Moder! Ikke sandt? Hr. Skarnbasse!” De kjendte den Fremmede paa Skabelonen.
