3
Skarnbassen.
passes, have Føde og Drikke. Hører jeg ikke ogsaa til Keiserens Stald?”
„Men hvorfor faaer Hesten Guldskoe?” spurgte Smeden, „begriber Du det ikke?”
„Begriber? Jeg begriber, at det er Ringeagt imod mig,” sagde Skarnbassen, „det er en Krænkelse — og nu gaaer jeg derfor ud i den vide Verden.”
„Pil af!” sagde Smeden.
„Grov Karl!” sagde Skarnbassen, og saa gik den Udenfor, fløi et lille Stykke, og nu var den i en nydelig lille Blomsterhave, hvor der duftede af Roser og Lavendler.
„Er her ikke deiligt?” sagde en af de smaa „Vorherres Høns”, der fløi om med sorte Prikker paa de røde skjoldstærke Vinger. „Hvor her lugter sødt og hvor her er kjønt!”
„Jeg er vant til Bedre,” sagde Skarnbassen, „kalde I dette kjønt? Her er jo ikke engang en Mødding.”
Og saa gik den videre frem, ind i Skyggen af en stor Levkoi; der krøb en Kaalorm paa den.
„Hvor dog Verden er deilig!” sagde Kaalormen, „Solen er saa varm! Alt er saa fornøieligt! og naar jeg engang sover ind og døer, som de kalde det, saa vaagner jeg op og er en Sommerfugl.”
„Bild Dig Noget ind!” sagde Skarnbassen, „nu flyve vi om som Sommerfugl! Jeg kommer fra Keiserens Stald, men Ingen der, ikke engang Keiserens Livhest, der dog gaaer med mine aflagte Guldskoe, har slige Indbildninger.
