- 6 -
Presseloven fra 1938 byggede på den forudsætning, at udgiveren, eller hvis udgiveren er en juridisk person, bestyrelsen for denne, fastlagde skriftets principielle grundlag og overordnede redaktionelle linjer, mens den ansvarshavende redaktør inden for disse rammer fra udgiverens side selvstændigt havde kompetencen til at træffe endelig bestemmelse om skriftets konkrete indhold, jf. betænkning nr. 1205/1990 om medieansvar s. 193. Denne ansvarsordning var bl.a. begrundet i ønsket om at sikre den redaktionelle frihed, der er en forudsætning for en fri presse, jf. betænkningen s. 194.
Presselovens ovennævnte forudsætning er videreført i medieansvarsloven, der pr. 1. januar 1992 afløste presseloven. Medieansvarsloven gælder for en række nærmere angivne medier, herunder for indenlandske periodiske skrifter og lyd- og billedprogrammer, der spredes via bl.a. DR og TV 2, jf. nærmere lovens § 1 sammenholdt med § 8.
Efter medieansvarslovens § 3, stk. 2, er det redaktøren (dvs. den ansvarshavende chefredaktør) for et indenlandsk periodisk skrift, der er beføjet til at træffe endelig afgørelse om skriftets indhold. Tilsvarende gælder for bl.a. DR og TV 2, jf. § 5, stk. 2. I tråd hermed er det redaktøren for et indenlandsk periodisk skrift, der har bl.a. det straffe- og erstatningsretlige ansvar for unavngivne artikler, ligesom redaktøren er medansvarlig for navngivne artikler, hvis artiklen er skrevet efter opfordring af eller under anden medvirken af redaktøren, jf. nærmere § 11 og § 13 sammenholdt med § 29. Noget tilsvarende gælder med hensyn til redaktørens straffe- og erstatningsretlige ansvar for indholdet af en radio- eller fjernsynsudsendelse, jf. nærmere §§ 16-21 sammenholdt med § 31.
Medieforetagendet som sådant (udgiveren eller radio- og fjernsynsforetagendet) er derimod kun straffe- og erstatningsretligt ansvarligt for indholdet af skriftet eller indholdet af radio- eller fjernsynsudsendelsen i helt særlige tilfælde, jf. § 15 sammenholdt med § 29 samt § 23 sammenholdt med § 31. Dette gælder, hvis ansvar ikke kan gøres gældende mod redaktøren på grund af manglende eller ukorrekt angivelse af redaktøren, redaktørens manglende tilknytning til riget eller manglende tilregnelighed.
Konsekvensen af de nævnte regler er, at en sag om straf eller erstatning på grund af indholdet af et indenlandsk periodisk skrift eller indholdet af en radio- eller fjernsynsudsendelse i bl.a.
