stede, men det er dog ikke saa ganske sikkert, at Kongen vil være villig til at udstede den samme provisoriske Lov flere Gange efter hinanden. — For Tiltalte kan det da ialtfald ikke være saa ganske ligegyldigt, om man antager eller ikke antager, at den provisoriske Straffelov af 2. Nov. f. A. er bortfalden den 8. Febr. d. A., saa sandt som man i første Fald efter almindelig godkendte criminalistiske Principer ikke kan dømme ham efter en Straffelov, som paa Paakjendelsestiden ikke længere er gjældende. Jeg vil efter det Anførte frifinde ham og paalægge det Offentlige Aktionens Omkostninger, derunder 120 Kr. i Salær for Højesteret. Skal han dog dømmes efter den provisoriske Straffelovs § 3, maa jeg dog i det Væsentlige slutte mig til Førstvoterendes Bemærkninger i saa Henseende, idet jeg mener, at Betingelsen for dens Anvendelse er, at det Injurierende i sig tillige skal rumme en Fare for den offentlige Ro og Orden. —
Meyer. Angaaende Spørgsmaalet om Højesterets Competence er jeg enig
med alle hidtil Voterende, endskjøndt Spørgsmaalet er meget omtvistet blandt
Statsretslærerne og en bekræftende Besvarelse vel ogsaa nok kan gjøre
Domstolenes Stilling noget mislig. Hvad angaar Spørgsmaalet om den provisoriske
Straffelovs Gyldighed maa Præsumtionen være for, at den er gyldig, saa at
meget alvorlige Indvendinger maatte udkræves for at statuere det Modsatte. Med
Hensyn til Spørgsmaalet om det private Initiativ er jeg enig med Rimestad; efter
Regjeringsforslagets Forelæggelse for Landsthinget havde Albertis Optræden i
Folkethingeten næsten tumultuarisk Charakter. Angaaende Spørgsmaalet om den
provisoriske Straffelovs Evne til at overleve Rigsdagens Slutning den 8. Febr.
d. A. kan jeg i det Hele tiltræde Førstvoterendes Bemærkninger. Scheel, der dog
vel maa betragtes som en politisk Autoritet, besvarer Spørgsmaalet absolut
bekræftende, saa at man ikke kan sige, at denne Theori er opstaaet i den
allerseneste, bevægede Tid. Jeg skal erkjende, at den bekræftende Besvarelse af
Spørgsmaalet kan være farligt og jeg har derfor ingenlunde været uden
Betænkelighed ved at slutte mig dertil, men som Højesterets-Dommer kan jeg kun
tage Hensyn til Grundlovens § 25, der intet udtrykkeligt siger om, at Vedtagelsen
af den provisoriske Lov skal skee paa »den følgende Rigsdag«. Men forresten
har dette Spørgsmaals benægtende Besvarelse jo heller ikke nogen absolut
Garanti at byde, da Regjeringen jo efter Rigsdagens Slutning kan udstede en
ligelydende provisorisk Lov. — Angaaende Forstaaelsen af den provisoriske
Straffelovs § 3, som kan være vanskelig nok, slutter jeg mig til Smith. Straffen
bestemmer jeg til simpelt Fængsel i 14 Dage. Salær 150 Kr. —
Buch. Den eneste Indvending, som kan fremsættes mod den provisoriske
Straffelovs Gyldighed, nemlig at Rigsdagen den 2. Nov. f. A., skjøndt udsat,
352
