Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/82

Denne side er valideret

68

Frederik Christian Sibbern.

brud hos ham, en Gang vilde følge et Hav af Lys. Saaledes er der altid for Sibbern en dyb og stærk Skygge, der giver Lyset dets fulde Virkning. Den gode Tid jublede han over, fordi han kendte den onde, og især, naar han havde holdt sig sin Lærer Goethes Formaning efterrettelig: ikke at hidse sig i den onde Tid.

I den Krise, som er omtalt, se vi ham særligt kæmpe for at bevare sin Glæde og Beundring selv dèr, hvor Besiddelsen er umulig. Beundring og Sympati vare i det Hele de Følelser, som havde den dybeste Grund i Sibberns Natur. Livet var for ham, naar han blot kunde neddæmpe den Bitterhed, der kunde stige op i hans eget Indre, væsentligt en Kilde til Glæde. I sit 24. Aar skriver han til sin Søster: »Dan dig af det, der omgiver dig, en Himmel fuld af Glæde!« og endnu i sin høje Alderdom følte han (som han skriver i et mig velvilligt overladt Brev fra Aaret før hans Død) »Sommerlighed« hos sig. Ydre og indre Tryk og Lidelser kunde formørke og forbitre Sindet; og Tryk var efter hans Erfaring værre end Lidelser; — men selv i slige Tider kan man, paastod han, skaffe sig Glimt af noget Lysere eller en »Forudfølelse af Musens Duft.« Den værste Fjende for Livspoesien, for Bevarelsen af Ungdommen, fandt han i Begæret, som er knyttet til noget bestemt Enkelt, og som afføder Bitterhed og Smerte, naar dette ikke kan opnaas. »Nej, tag til det, som overalt er at have. Der er underfuld Livsmusik nok overalt; man skal kun vorde stille i sig selv og lytte efter.« Saaledes lader han Gabrielis (i Brevenes anden Del) besvare det Spørgsmaal, hvorledes Ungdommen og Livspoesien bevares. Og nu følger hele den vidunderlige smukke Udvikling, som Enhver bør kende fra første Haand, om hvorledes man kan finde Glæde ved Beskuelsen af Solglimtet paa Taget, af Spurvene, som hoppe omkring, af Scenerne paa Gaden, af Menneskelivet i dets forskellige Former. Man skal leve med »Naturens hele store Livsbevægelse«, »slutte et fortroligt Bekendtskab med Vinteren som med Sommeren, saa at man kan føle i sig de Melodier, som de spille op for os, naar de komme til os i Besøg«. Vi forstaa her Sibberns store Glæde ved Fodture. Som han havde travet rundt i Tyskland