19
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
den skeptiske Skoles Grundlægger, som Mønster paa den sande Empiriker[1]. At Erfaringsvidenskaben i Oldtiden tidligt hæmmedes i Væksten er sandt; men den gjorde sine Tilløb, og en Sammenligning mellem de græske og de moderne Skeptikere vilde derfor ikke mangle Berettigelse og Interesse. —
I første Række omtaler Dr. Starcke Michel de Montaigne (1533—1584), Hovedrepræsentanten for den nyere Tids Skepticisme, for saa vidt denne betegner »Individets Oprør mod Autoriten«. Dette Udtryk synes mig noget for stærkt, naar Talen er om Montaigne. Der er hos ham ikke Tale om Oprør. Sine mangfoldige Kundskaber, sine sindrige Sammenstillinger og ofte virkeligt dybt gaaende Tanker benytter han til paa en lemfældig Maade at skaffe Plads for Udfoldelsen af Individualiteterne efter deres forskellige Natur. Selve denne Stræben efter individuel Frigørelse, af hvilken der iøvrigt i Bogen gives en interessant Skildring, fremtræder — hvad jeg tror, man i Regelen overser, naar Talen er om Montaigne — ikke paa rent negativ Maade, men hænger sammen med Montaignes Appel til Naturen, denne »vor store og mægtige Moder«, som Menneskene have forladt for at underkaste sig tilfældigt opstaaede og ved Vanen sanktionerede Dogmer og Love. Montaigne forherliger Uvidenhed, naar den er forbunden med et godt Hoved, og priser det naturlige Instinkt, som hjælper bedre end alle kløgtige Paafund. I hver Enkelt ytrer Naturen sig paa forskellig Maade: Enhver har sin herskende Evne (forme maistresse). Det gælder da om at bringe Naturen til dens Ret, hvilket ikke sker ved at lægge Hænderne i skødet, men fordrer Eftertanke og Selvbeherskelse. — Der er en hel stor positiv Baggrund hos Montaigne, der endog paa et vist Punkt minder om hans Samtidige Giordano Brunos begejstrede Naturpanteisme. Navnet Skeptiker er ikke udtømmende her. Han staar i den
- ↑ Jeg kan her ikke gaa nærmere ind paa dette, men maa henvise til Kapitlet: „Die Erfahrungslehre der Skeptiker“ i P. Natorp: „Forschungen zur Geschichte des Erkenntnissproblemes im Alterthum”. (Berlin 1884).
