200
Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.
tanker kun forbigaaende ere blevne stillede i Skygge ved den romantiske Reaktion, er — fra den teoretiske Side set —, at man over for den teologiske Tro ikke stiller en foregiven Indsigt i de teologiske Lærdommes Umulighed, men en Paastand om deres Ubevislighed. Kant's store Gerning var, fra denne Side set, at give en videnskabelig Lære om Videnskabens Grænser. Ikke ydmyget og kuet, som en Oprører, der er falden til Føje, ikke ude fra hæmmet, men med selvstændig og klar Selverkendelse siger den menneskelige Fornuft her: saa langt kan jeg naa, og ikke videre! — Erkendelsens Grænser følge af Erkendelsens Natur. Ved Undersøgelse af vor Erkendelses sidste Forudsætninger og Love afstikkes det Omraade, paa hvilket den kan bevæge sig. Dette Omraade er uoverskueligt, men dog bestemt afgrænset over for det, der efter sin Natur ikke kan blive Genstand for vor Erkendelse, saaledes som denne nu én Gang er beskaffen.
For Kant og hans Tid laa Erkendelsens Betydning ikke i, at den skulde give os »den absolute Sandhed«, men deri, at vi ved den stedse kunne gaa frem i Sandhed. Den evige Sagen, den evige Stræben blev fra nu af Slagordet:
Wer immer strebend sich bemüht, |
Ikke som om Intet kunde findes eller opnaas: men ethvert Fund, ethvert opnaaet Maal staar som Udgangspunkt for ny Stræben. Det var en stor Livs- og Verdenslov, man her gav Udtryk, — Udviklingstanken i en af dens vigtigste Former, en Tanke, som vor Tid har givet en realistisk Underbygning og en nærmere kritisk Bestemmelse, men som det er hin Slægts Ære at have udtalt for første Gang med fuld og klar Bevidsthed.
Men endnu vigtigere var et andet Princip, der blev slaaet fast som Hovedpunkt i den humane Livsanskuelse: den frie Samvittigheds Princip. Kants anden store Gerning var, at han hævdede Muligheden og Nødvendigheden af en rent human Etik, fastslog, at Samvittigheden lige saa lidt som den teoretiske Forsken kan lade sig sine Grænser afstikke
