Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/210

Denne side er valideret

196

Forholdet mellem Tro og Viden i dets historiske Udvikling.

— saa mangler ethvert Motiv til at søge Kundskab ad andre Veje.

Det var naturligt, at Troen fra først af maatte være Et og Alt, saa der ikke blev Plads til andre aandelige Fornødenheder. Den første Slægt stod endnu saa nær ved den mægtige aandelige Bevægelse, der førte til den kristelige Menigheds Grundlæggelse, at den fuldstændigt levede og aandede i de store Minder og Syner. Dertil kom endnu, at denne første Slægt levede i Troen paa Kristi snarlige Genkomst. Da skulde Alt afsluttes, Verdensdommen fældes, og alle menneskelige og jordiske Forhold give Plads for en højere Tingenes Orden. Hvem havde med en saadan Katastrofe for Øje Tid og Ro i Sindet til filosofisk Tænkning eller videnskabelig Forsken? Videnskaben kunde lige saa lidt som nogen anden menneskelig Bestræbelse faa nogen Betydning. Der skulde jo slet ikke finde nogen historisk Udvikling Sted; Maalet var naat, og Enden stod for Døren. Man forstaar ikke det ny Testamente og dets Forhold til Kulturbestræbelsen i dens forskellige Former, naar man ikke fastholder dette. Det gik her med den videnskabelige Stræben som med Stræben efter personlig Frihed og med Indgaaelse af Ægteskab (se 1. Korinterbrev 7. Kap.). Hvorledes kunde alt Sligt faa Betydning, eller endog blot blive Genstand for Drift, naar alle Tanker og Kræfter maatte anspændes for at være forberedt til den store, den absolute Afgørelse!

II.

Tiden gik, Afslutningen kom ikke. Kirken trøstede sig med, at for Gud er tusind Aar som én Dag, og én Dag som tusind Aar (2. Peters Brev 3. Kap), og begyndte snart at falde til Ro i Verden, at indrette sig efter Forholdene og at tage Stilling over for de forskellige Sider af de kulturhistoriske Bestræbelser. Over for Videnskaben blev dens Stilling den, at den ikke længer i Troen fandt al fornøden Erkendelse, men søgte at vise, at Troens Lærdomme satte Kronen paa al menneskelig Erkendelse. Kirken tilegnede sig den Viden-