Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/207

Denne side er valideret

193

Filosofi som Kunst.

værdig, har han vist, at Selvhævdelsen lettest gennemføres over for dem, man ikke kender. Ti de, vi kende og komme i et inderligt Forhold til, de høre til Rovfuglereden, som vi selv, og dermed betegnes Rovfuglemoralens foreløbige Grænse — ikke ved en »moralsk« Lov, men ved en Naturlov.

Fru Solness er konstrueret som Modstykke. Hun gaar helt op i Erindring og Vedhængen ved det Tidligere, i Hensyn og Pligter. For lutter Pligter forsømmer hun sin Pligt. Hun vil die sine Børn, fordi det er hendes Pligt, skønt hendes Mælk i hendes sygelige Tilstand er skadelig for Børnene. Den Venlighed, hun viser sine Omgivelser, tager hun selv Hjertet af Livet paa ved udtrykkeligt at øve den som Pligt. Og i det væsentligste Forhold, i hvilket hun staar, det til hendes Mand, griber hun fejl for lutter Pligter. Maaske har Solness Ret i, at hendes Liv er brudt, fordi det, der var hendes egentlige Kald, Børneopfostringen, ikke falder i hendes Lod. Men de mange Pligter gøre det i hvert Tilfælde ikke bedre. Bedre vilde det være, om hun gik op i Selvhævdelsens store Pligt, fuldt ud udviklede sig til en Personlighed, hvis Sving og hvis Varme kunde forplante sig til hendes Nærmeste. I Stedet for at give sine smaa udstykkede Tjenester og Hensyn — i Grunden kun Udtryk for en klynkende Selvhævdelse — kunde hun da give det Højeste, en kraftigt stræbende Personlighed. Som det nu er blevet, lever hun ved hans Side som et aandeligt Lig — og det truer derfor med, at hun skal kastes ud af Reden.

Jeg tager af den store Digtning kun, hvad jeg i denne Sammenhæng kan benytte. Det er Digterens Fortrin, at han kan belyse de personlige Problemer ved at give os en Fremstilling, der medtager alle individuelle Nuancer og alle specielle Omstændigheder. (Ibsens Storhed viser sig især i Henseende til de individuelle Nuancer, ikke saa meget i det dramatiske Net, han vil trække sammen over sine Personer; ti det har ofte Huller). Den filosoferende Betragtning, der maa holde sig til almindelige Principer og typiske Eksempler, staar i en stor Taknemmelighedsgæld til de store Digtere, hvis Menneskekundskab former sig i individuelle Skikkelser. Men paa den anden Side tror jeg, at man overdriver Betydningen