Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/206

Denne side er valideret

192

Filosofi som Kunst.

Natur[1] harmoniske Forhold mellem de to Modsætninger er en stor Kunst. I stærke Ord at proklamere det ene eller det andet Led i Modsætningsforholdet som det Eneste, det gælder, er ingen Kunst (uden i den Forstand, at det kan ske med Fremstillingskunst; men det er ikke den Slags Kunst, Talen her er om). Lige saa lidt som det er Kunst, er det Videnskab. Det er Agitation. — I Ibsens »Bygmester Solness« findes anskuelige Bidrag til at belyse Problemet. Jeg skal vel vogte mig for at give nogen Fortolkning af, hvad Stykket gaar ud paa. Det er jo ikke sagt, at det gaar ud paa Noget. Jeg benytter kun nogle Træk af Hovedpersonernes Karakter. Der fremtræder hos Solness en Tendens til absolut Selvhævdelse, til en »Rovfuglemoral«, der ger sin egen Higen til eneste Lov. (Ved Udtrykket Rovfuglemoral maa det dog aldrig glemmes, at Rovfuglene have deres Reder, og at den ene Ravn ikke hugger Øjnene ud paa den anden.) Den Selvhævdelse, der først bliver mulig gennem Hengivelsen og Opofrelsen, og den Udvidelse og Uddybelse af alle Sindets Kræfter, som kun vindes ved Opgaaen i Idealer, der omfatte Mere end den egne Individualitet, — dem kender Solness ikke. Men det viser sig dog, at naar han kuer og bedrager Andre for at naa sit Maal, saa er det ikke Tegn paa Magt, men netop paa Afmagt. Saa snart Ungdomsmodet og Ungdomskraften (personificeret i Hilde — hvis det ikke er Forsyndelse at kalde denne skønne Skikkelse en Personifikation) kommer frem hos ham igen, yder han straks Retfærdighed — nu dog for sent. Og saa længe Bygmesterens Planer omfatter det menneskelige Livs Interesser, lykkes de for ham; da han utilfreds dermed vil op i de ensomme Regioner for at bygge Luftslotte, styrter han til Jorden. Om det er Ibsens Mening, at det, der hindrer Solness i den hensynsløse Selvhævdelse, hindrer ham med Rette, er umuligt at sige, og det vedkommer os heller ikke. Men med den slaaende Kraft, som er en saa stor Psykolog

  1. Om den individuelle Forholdsmæssighed af alle etiske Fordringer, se min Afhandling „Om Forholdsloven i Etiken“. (Etiske Undersøgelser. Kbhvn. 1891, p. 53. 56.)