Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/182

Denne side er valideret

168

Hedenske Sandhedssøgere.

Skrift, som, maaske med Urette, tillægges Plutark), at Aristoteles skal have raadet Alexander til at behandle Hellenerne som Hellenere, Barbarerne som Barberer, men at den unge Erobrer, hvis ærgerrige politiske Planer faldt sammen med hvad Humaniteten fordrede, ikke adlød sin Lærer heri. Gennem Samlivet og den fælles Skæbne uddannedes der nu en fælles Følelse; Forestillingen om en almindelig Menneskehed, der omfattede alle Nationer trods deres Forskelligheder, blev nu til. De overvundne Nationer fandt Trøst i den Tanke, at de ikke vare bukkede under for at gaa op i et enkelt andet Folk, men for at staa som Led af den hele Menneskehed[1]. — Den samme Kreds af Erfaringer blev der Lejlighed til at gøre i endnu større Kredse og under varigere og fastere Forhold, da hele den civiliserede Verden gik op i Romerriget.

Den stoiske Filosofi, som betoner det Indres, Fornuftens, Villiens, Uafhængighed af det Ydre, var særligt kaldet til at udvikle den ad praktisk Vej forberedte Forestilling om en almindelig Menneskehed. De nationale Forskelligheder maatte staa som noget Ydre og Tilfældigt, naar man fandt Menneskets egentlige Væsen ikke i ydre Livsformer og Livsvilkaar, men i det, der bevæger sig i Sind og Tanke. Der viser sig her et interessant Vekselforhold mellem historisk Erfaring og filosofisk Tænkning. Opdagelsen af den fælles Menneskenatur betingedes og lettedes ved den faktiske Nedbrydelse af de nationale Skranker, og den filosofiske Tænkning udtalte for

  1. Paa et enkelt Punkt, der historisk gaar langt tilbage i Tiden. førte ogsaa den klassiske græske Etik udover den lokale og nationale Begrænsning af Menneskelighedsfølelsen, nemlig i Gæstevenskabsforholdet og i det Hele i Forholdet til de Fremmede, der fra gammel Tid betragtedes som staaende under Gudernes særegne Beskyttelse. Pligterne mod den hjælpeløse Fremmede stode som nogle af de højeste Pligter. At vise den vildfarende Vandrer Vej, at give Andre Ild og Vand, naar de mangle, og ikke at raade dem Andet end man selv holder for gavnligt, var Pligter, der indskærpedes ved særlig, ærværdig Overlevering. Her gjaldt altsaa ikke den Skranke, der ellers sondrede Menneskene i forskellige etiske Verdener. Den Fremmede og den Bedende stod som Menneske, hverken som Hellener eller Barbar. Der var her en Spire, som kunde udvikles videre, og ogsaa blev udviklet.