115
Alexander Hamilton.
blev der lagt Midler til Rette for at forebygge Farer, om hvis Alvor det følgende Aarhundredes Historie noksom har vidnet. Og der var en bestemt Anelse om, at det grundlagte Værk vilde komme til at afgive Ramme for en storartet Udvikling, som vilde blive af Betydning ikke blot for det enkelte Folk, men for hele Menneskeheden[1]. Ogsaa denne forudskuende Bevidsthed har Historien bekræftet. Den har vist os det i nyere Tid enestaaende Syn af en demokratisk Stormagt. Der er nu gaaet hundrede Aar, siden Unionsforfatningen traadte i Kraft; og det vil sikkert have sin Interesse at dvæle ved de Tanker, og de ydre Forhold, ved hvis Vekselvirkning den blev til.
Æren for dette store Værk tilkommer først og fremmest en hel Kreds af udmærkede Mænd, som vare besjælede af
- ↑ Paa Konventet i Filadelfia, hvor Unionsforfatningen blev udarbejdet, var især James Madison virksom for dens Vedtagelse. Han stod tilbage for Hamilton som Tænker, men havde mere Blik for de Kompromis'er, som de politiske Forhold gjorde nødvendige. Forhandlingerne paa Konventet holdtes hemmelige, men Madison skrev om Natten en udførlig Beretning om dem, for — som han sagde — „at bevare Materiale til en Konstitutions Historie, paa hvilken et — endog i sin Barndom stort — Folks Lykke beror, ja paa hvilken maaske Frihedens Sag i hele Verden beror“. (Curtis: History of the Constitution of the United States. I. p. 427). Det første Nummer af „The Federalist“ (27. Oktbr. 1787) aabnes med følgende Udtalelse af Hamilton: „Efter tilstrækkelig Erfaring om den bestaaende Forbundsforfatnings Utilstrækkelighed opfordres I nu, Medborgere, til at forhandle om en ny Forfatning for de forenede Fristater i Amerika. Emnets Betydning er klar. Det indeslutter i sig ikke mindre end Unionens Eksistens, dens enkelte Deles Sikkerhed og Velfærd, det Riges Skæbne som i mange Henseender er det mærkeligste i Verden. Det er ofte blevet bemærket, at det synes at være blevet forbeholdt for dette Lands Befolkning ved deres Adfærd og Eksempel at afgøre det rigtige Spørgsmaal, om menneskelige Samfund virkeligt ere i Stand til at oprette en god Regering ved Overvejelse og Valg, eller om de for evigt ere bestemte til at afhænge af Tilfældet og Magten, hvad deres politiske Forfatninger angaar .... Denne Forestilling maa, ved at forene Menneskekærlighedens Tilskyndelser med Fædrelandskærlighedens, forøge den Bekymring, som alle betænksomme og gode Mennesker maa føle for, hvad Udfaldet bliver.“
