110
Frederik Christian Sibbern.
1896 det ulykkelige Europa med de Ord: »Jeg kan ikke udholde det længere, det Spil med ormstukne Sjæle om ormstukne Goder; jeg har længe nok trællet i denne Trædemølle og tærsket dette kærneløse Straa.« Og man foreslog, at der over alle Rigsdags- og Regeringsbygninger skulde staa disse Ord: »Kommer hid alle I, som ere livsfriske og glade, her skulle I vorde mødige og besværede«. Men som Nøden, Fortvivlelsen og Livstrætheden var paa sit Højeste, kom Frelsen. En Dvaletilstand udbredte sig over den europæiske Menneskehed, efter at først Døden paa hemmelighedsfuld Maade havde raset gennem Landene. Der kom en lang Hviletid, i hvilken alle Civilisationens Former saa godt som opløstes og de faa Efterlevende vendte tilbage til Naturlivets simple Former. Tillige mildnedes Følelserne; der kom Ro og Menneskekærlighed i Sindene. Træthed var dog ikke den eneste Aarsag til, at »Søvnens store Frelse« kom. Store Forandringer i Naturen, underjordiske Dampes Frembrud o. s. v. virkede med. Tiden syntes at være kommen for et Gennembrud baade i det fysiske og i det aandelige Liv paa Jordkloden. Da Genopvaagningens og Genoplivelsens Tid kom, kunde den ungdomsfriske, genfødte Menneskehed begynde sin Tilværelse under nye Vilkaar. Statsforfatning, Lovgivning, Kirkeforfatning, Skolevæsen, Pengevæsen, Handelsvæsen, Ejendom, Straffevæsen, Menneskeforskelle og Menneskeuligheder — Alt var man bleven befriet for, og man ønskede det ikke tilbage, men følte Gru og Rædsel ved at læse derom eller se det hos andre Folk. Man levede ud af den indre Fællesskabsfølelse. Alle toge Del i legemligt og aandeligt Arbejde. Først og fremmest gjaldt det om ikke at kue eller hæmme det sjælelige Liv hos Nogen. — Hver bragte til de offentlige Forraad hvad han producerede mere end han selv behøvede; og deraf tog de Alle, hvad de trængte til. Naar et Hus var bygget, flyttede den ind, som mest havde Lyst. Regering behøvede man ikke. Drengenes Optøjer var det Eneste, man havde at værge sig imod. Lige saa lidt som man vilde have nogen hellig Bog eller nogen Kirke mellem sin Følelse og den Livets indre Kilde, man troede paa, lige saa lidt vilde man have nogen Lovforfatning som kunstigt Gærde for Livet. Man
