109
Frederik Christian Sibbern.
følelse udvikle sig, at den ydre Magt kan falde bort og den blinde, haardhudede Konkurrence kan afløses af en fornuftig Ordning? Er det dog ikke Statens Opgave at varetage Omsorgen for Alle? Kunde man ikke bestemme, at hvad den Enkelte erhvervede ud over et vist Maal skulde afgives til Statens fælles Driftskapital, saa at Staten for Alvor kunde optræde som den fordelende Retfærdigheds Organ, som en sand Menneskeorganisation, der ikke lader Tingene gaa deres Gang under Kræfters og Drifters vilde Kamp, men ordner og hjælper paa alle Omraader? —
Det er karakteristisk for Sibbern, at han tillægger det sociale Spørgsmaal større Betydning end det politiske. Vi have ogsaa set, hvorledes han gentagne Gange opfordrer til at stanse den politiske Strid for at sørge for »Lavmandsfolket«. Dog ser han klart Sammenhængen mellem begge Spørgsmaal, og det var ikke hans Mening, at man kunde springe lige ind i en kommunistisk Ordning. Tvert imod, saa længe Tvangsstaten bestaar, kan Kommunismen ikke virkeliggøres. Sibbern saa hen til en Tid, hvor den europæiske Menneskehed var kommen ud over sine nuværende Livsvilkaar og kunde indrette sig paa en helt ny Maade. Denne Fremtidsfantasi er det, han udfører i »Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135«. Sibbern antyder selv, at denne Bog maa betragtes som et Sidestykke til Platons »Stat«. Han har altsaa villet give sin ideale Fantasi Luft ved at skildre, hvorledes et Menneskesamfund vilde se ud under saa gunstige indre og ydre Forhold som muligt. Bogen indeholder tillige adskillige »Tilbageblik« paa det nittende Aarhundrede. I det Foregaaende have vi benyttet den ved Fremstillingen af Sibberns religiøse og politiske Anskuelser. Nu ville vi betragte det sociale Utopia, han skildrer. —
Henimod Slutningen af det nittende Aarhundrede steg den europæiske Civilisations Onder og Skyggesider til en Højde, der gjorde Livet til en Byrde. Al Livsglæde var forbi; end ikke Musiken formaaede laengere at oplive Nogen. Pessimismen herskede. Den eneste Vederkvægelse, man fandt, var at udtrykke sin Følelse af Elendighed og sin Fortvivlelse med saa stærke Ord som muligt. En Fyrste forlod i Aaret
