100
Frederik Christian Sibbern.
ligger. Han anser det for heldigst, at den ligger hos Kongen. Den frieste mest alsidige Overvejelse vilde da kunne forenes med den mest energiske Afgørelse, den gennemførte Decentralisation med den gennemførte Centralisation. Sibberns Ideal af en Forfatning vedblev stedse at være »en Eneraadighedskonge med en blot raadgivende Folkeformandsforsamling, der skulde søge al sin Vægt og Styrke i sine Grundes Godhed og Velbetænkthed«. Netop naar Folkerepræsentanterne ikke faa Del i Afgørelsen, kan der herske den største Frihed i den offentlige Drøftelse, og Folkets Skøn vil kunne faa en langt større Indflydelse paa den endelige Bestemmelse, end naar denne beror paa Afstemning i Repræsentanternes Forsamling. Regeringsmagten skal staa under Stændernes Kontrol. En Kontrol at Alle over for Alle er i enhver Forfatning det sidste Middel, og de saakaldte statsretlige Garantier ere til Syvende og Sidst alle af moralsk Natur, i en »Fristatsforfatning«, hvor Repræsentationen har Stemmeret ved Afgørelsen, saa vel som i en rent monarkisk Forfatning. Det er langt fra, at en saadan fuldstændig Frihed i Meningstilkendegivelse og offentlig Drøftelse skulde skade Monarkiet, at netop Intet støtter det saakaldte absolute Monarki mere end en republikansk Aand saa vel i Folket som i Regeringen. Folket føler sig derved staaende sin Konge nær.
Ved en Konstitution forstaar man i Reglen et paa Papiret nedskrevet Grundrids af en Statsorden. Men naturligere er det at tage Ordet i dets medicinske Betydning, altsaa her om Folkets og Statens virkelige Tilstand og Livsorden. Kun en ringe Del af denne kan til enhver Tid være formuleret og nedskreven. Og en saadan skreven Konstitution vil stedse være et Baand paa Livet. »Jo flere Bestemmelser en Grundlov indeholder, desto større Formynderskab har man tiltaget sig over Fremtiden og dens Slægter, desto mindre er selve Staten i Sandhed fri, desto mere er derimod Livet i Staten og hele Nationaludviklingen, Nationalbestræbelsen og Nationens friske Rørighed belemret med Baand, som let kunne blive til besværlige Ulemper og Hildelser« (Dikaiosyne, 1843, p. 82). En saadan skreven Konstitution var efter Sibberns Mening lige saa fordærvelig for det politiske Liv, som en skreven og
