96
Frederik Christian Sibbern.
sig til en saadan enkelt, overleveret Bog, holde man sig til Naturens Bog, »den store jordiske, baade i det Legemlige og i det Aandelige fremtrædende Livsfyldes store Bog« Og spørges der nu, om vi da ved vore naturlige Erfaringer kunne finde Oplysning om Alt hvad vi kunne ønske at vide, særligt om et andet Liv, saa svarer Sibbern, at hvad enten der er en Udødelighed eller ikke, ville vi leve Livet som vi leve det; vor moralske Overbevisning er ikke bygget paa nogen Lære om det Hinsidige.
Den Tendens, som gaar igennem Kirkens Historie, til at dogmatisere, det vil sige slaa den Sandhed, man mener at have vundet, fast i bestemte, foreskrevne Formler, er i flere Henseender fordærvelig. Man rykker derved Sandheden løs fra dens levende Rod, dens Livsgrund, og gør en Mumie af den, for at den saa i denne Mumieskikkelse kan blive antagen af Alle. Denne Tendens ytrer sig maaske endnu stærkere i den ortodokse Protestantisme end i Katolicismen. Man har i Protestantismen sat en Dogmahellighed i Stedet for Katolicismens Værkhellighed. I Stedet for paa denne Maade at omhegne de Veje, ad hvilke Aanden virker, lade man den frit Spil! Man trænge sig ikke ind i den Enkeltes Helligdom med Polemik eller med Spot! Man lade Enhver beholde sin Fetisch, det, hvori han har fundet sit aandelige Tilhold! Men saaledes har Kristendommen ikke opfattet Sagen. Uagtet den skulde være Kærlighedens Religion, har den dog i al sin Tid langt mere opfostret og næret Anmasselsens, Herskesygens og Hadets Aand end Menneskekærlighedens Aand. Den har afskyet og bekæmpet Hedenskabets Guder og Gudevæsen, uden at tænke paa, om der ikke ogsaa blandt Hedningerne kunde findes saadanne Smaa, som man fremfor alt ikke maatte forarge, og uden at undersøge, om ikke ogsaa Flerguderi kunde have sin gode Berettigelse. Hvad det gælder om, er, at Menneskekærligheden udfolder sig, og man maa derfor raade Enhver til at blive ved sin Tro, naar den er ham til Fortrøstning og til Fremme for det, som Pligt og Menneskeomsorg kræve.
Inden for Kristendommen er man efter Sibberns Mening i denne Henseende gaaet ad saa fordærvelige og forkerte
