89
Frederik Christian Sibbern.
Enheden. De reale Udgangspunkter betegnes vel som noget »Givet«, paa hvilket »det Alvirkende« over sin Indflydelse; men dette Givne skal selv kun være det Alvirkendes egne primitive Virksomheder, og det Alvirkendes Indflydelse skal ganske gaa i Et med de sondrede Elementers Virksomhed. En Opfattelse som Leibniz's Monadelære eller som den absolute Atomlære, der ender i et Mylr af selvstændige Enkeltvæsener som den sidste Tanke, afviser Sibbern bestemt. Ethvert Enkeltvæsen er kun et Moment i det uendelige Væsen, enhver Molekule kun Sæde for en af det Alvirkendes Funktioner. Det skal kun være vor Fantasi, der ikke kan lade være at tillægge Elementerne eller Molekulerne en anden Realitet end den at være blotte Virksomhedsudgangspunkter for det Alvirksomme, ligesom vore enkelte Forestillinger ere lige saa mange Former for Aandsvirksomheden og ikke have nogen Eksistens afset fra denne.
Men hermed er det ikke at forlige, at Indbegrebet af Elementerne kaldes et Modstaaende, et Andet, et Objektivt, som skal bearbejdes og formes af det Alvirksomme. Her fremtræder en Dobbelthed, en Modsætning, som ikke er overvunden. Naar en Idé skal virkeliggøres, siger Sibbern i denne Sammenhæng, kan Alt ikke fremgaa af dens indre Væld, men Stof og Middel maa tages ude fra. Her er altsaa en Dobbelthed til Stede fra først af; de to Forudsætninger, hvorpaa der bygges, kunne ikke føres tilbage til en Enhed, og der ligger her en truende Fare for Sibberns optimistiske Verdensanskuelse.
Hvorledes kan han være saa sikker paa, at der vil komme stedse større Harmoni mellem Enhedsprincipet og de sporadiske Udviklingsprocesser? Kun saa kort og ringe en Del af Udviklingen kunne vi overskue, og vi kunne ikke herefter stille Horoskopet for hele Udviklingen. Vi kunne trøste os med, at Absurditeterne og Disharmonierne kun skyldes vor Mangel paa Kendskab til Udviklingens egentlige Love og Betingelser: men det er da kun en Tro eller et Haab, vi her tage vor Tilflugt til, ingen videnskabelig Indsigt. Det er, om man vil, en filosofisk Tro, vi kunne have paa, at Spliden og Disharmonien gennem Kampen, gennem den store Debat af Alt mod
