88
Hys! Nedenunder, i Gangen, bliver en Dør lukket op.
En Mandsrøst — det er Hushovmesterens, han husker den fra i Aftes — dyb og ru. Den siger aabenbart nogle Ord ind i det Værelse, han er ved at forlade. En Stemme derinde svarer, neppe hørlig, men saa kjendelig!
Nu veed han altsaa, hvor hun er at finde.
Hvor mangen Time havde han ikke tilbragt derinde i "Bibliotheket", saaledes døbt af ham selv, fordi dette Rum indeholdt et Skab fuldt af Dokumenter, som angik Borg, By- og Land-Skjøder, Pantebreve, Privilegier og Regnskaber — en Reol med nogle Folianter og Quarter — deriblandt en Virgilius, der pleiede at fængsle ham halve Dage — og et Egetræsbord med Skriveting, ved hvilket han havde bragt mangen latinsk Carmen paa Papiret, feirende sin tilbedte "Lydia" snart i Sapphiske, snart i Asklepiadeiske Vers og blandende den hedenske Gudinde Venus og den hellige Jomfru sammen til en sælsom mythologisk Dobbeltskabning. Tanken om den lokker et halvt vemodigt, halvt sarkastisk Smil frem paa hans Læber, som han staar dér bag Vindeltrappens Pille og venter, medens Hushovmesterens tunge Skridt, efter at have gjenlydt i den fliselagte Gang, fjerne sig nedad de udslidte Sandstenstrin …
Da han træder ind, sidder Renata ved Bordet, hvis sorte Plade næsten er skjult under Papirer og Pergamentstykker.
Hun vil springe op, men hans dæmpende Haandudstrækning standser hendes Bevægelse.
— Forstyrrer jeg? Der arbeides nok her i Bibliotheket.
— Aa, det kan vente. Vil Eders Høiærværdighed —
— "Høiærværdigheden" vil Intet og er langt borte. Nei, Renata, da du nede i Lysthuset sagde mig de Ord,
