Side:Guds Venner.djvu/95

Denne side er blevet korrekturlæst

87

Hns. Høiærværdighed. Overhovedet passer det ham ikke, at Vincentius gaar om her paa Borgen og driver Speideri paa egen Haand. Han har med Glæde givet ham Orlov for Eftermiddagen; men han maa sende ham bort paa flere Dage … saa langt bort som muligt … der maa findes et Paaskud.

Allerede at vide ham vel borte foreløbig, giver en Følelse af Frihed. Heller ikke Gertrud von Laufen vil det første Par Timers Tid være her paa Borgen. Mon den Bevidsthed ogsaa skulde give Renata en Følelse af Frihed? I alt Fald er det en Omstændighed, der i høi Grad begunstiger det Ønske, der udelukkende har optaget ham i de sidste Timer: — atter at have en Samtale med hende i Enrum.

Vidste han blot, hvor han kunde træffe hende!

Han er allerede udenfor Døren og stiger tøvende ned ad Vindeltrappen, overveiende de forskjellige Muligheder. I Haven er hun ikke, det har han kunnet overbevise sig om. Blot hendes gjæstfri Huslighed ikke har drevet hende ned i Stegerset; da er hans Fordringer til den gunstige Time tilintetgjorte — af Iver efter at skaffe ham en velsmagende Nadverkost! Han føler sig saa ganske som i de unge Dage, før han vidste om hun gjengjældte hans Kjærlighed, da hun var saa sky som et Raadyr og det gjaldt uforvarende og ligesom tilfældig at passe hende op og faa hende under fire Øine, før hun ret vidste af det.

Ja, i de unge Dage!

Overhovedet, Bisp Ottomar føler sig saa ung — han veed ikke, om det er derover han rødmer — af Blusel, som en Høiærværdighed vel havde Grund til, eller blot fordi det hører sig Ungdommen til at have Blod i Kinderne.