79
hun sikkert og formodentlig en Hex. Det tænkte jeg strax, da jeg hørte, at hun var saa vis paa ikke at blive smittet; Fanden beskytter Sine. Godt, at jeg slog Kors for mig; hun har det onde Blik, hvor mildt saa Pigebarnet ser. Det var den Gang der blev saa stille i Stuen, og jeg hørte Strømhvirvlerne. Endelig kan det da ogsaa være, at det er den Tværdriver af en Hushovmester, der, om han end ikke har det onde Blik, skulede til mig som en Dogge, der vil fare En i Struben."
Der gaar et Kuldegys igjennem ham.
Tanken om at En staar deroppe og ser ned, gjør ham svimmel. Han maa udmale sig den Forestilling, at den Person deroppe bliver svimmel og styrter sig ud ad Vinduet, maa følge Faldet: — dér, midtveis, vilde Legemet skure ned ad den Stenbrokke-Kam, der sætter sin violette Skygge saa skarpt af — dér vilde den forkrøblede Fyrrebusk feie det med sine Naalekoste — og nu … nu vilde det plaske ned i Vandet. Der er dybt dér i Krumningen, hvor Floden i Løbet af Aarhundreder har slebet en Grotte i den sortegraa Sten …
Det er med en sygnende Fornemmelse at Vincentius vender sig bort og skynder sig over den stensatte Halvdel af Broen.
"Jeg vil lade et Gitter sætte for det Vindue, om jeg nogensinde kommer til at raade deroppe," tænker han, idet han skraaer gjennem Kastanieskyggen over mod den lave Bindingsværksbygning, i hvis Porthvælving Værten staar og hilser den længst udspeidede, velkomne Gjæst med saa dybt et Buk, som hans trinde Person kan overkomme.
— — — — — — — — — — — — — — —
Med sin første instinktive Forfængeligheds-Gisning
