78
lade hende brænde paa Hedetorvet i Regensborg, det vil Bispen nok forhindre for gammelt Bekjendtskabs Skyld, og det vilde ogsaa være en slem Ting, for saa vilde Borgen tilfalde Kirken; hvis hun derimod i et Kloster maa søge at forbedre sine Anskuelser, saa er det nette Pigebarn, der har behaget at kaste sine Øine paa mig, aabenbart Arving til det Hele; for hun klagede jo saa rørende over at hun ingen Broder mer havde … Saa, nu er man da lykkelig og vel naaet herned uden nogen forstuvet Fod!" — —
Med Velbehag føler han Broens Planker fjedre under sine Skridt. Dér fremme blinker allerede Skiltet mellem Kastaniernes fingrede Blade ham sin Velkomsthilsen imøde. Men midt paa Broen bliver han staaende og ser tilbage paa den Borg, hans dristige Tanker allerede halvveis have taget i Besiddelse.
Vandet, der glider stille og glarblankt hen under Broen, hvirvler og bruser derhenne, hvor som en Stræbepille en Kant af Borgklippen træder ud i det og foroven fortsætter sin fast lodrette Linie med en karnapagtig Fremspringning af Borgbygningen. Deroppe bryder et Vindue den graa Ensformighed af Klippe og Mur.
"Det Vindue kunde høre til den Stue, hvor jeg igaaraftes blev modtaget af Herskabet. Ja, det maa vende ud til denne Side, jeg ser endnu, hvor dunkel Fruens Skikkelse stod mod Aftenhimlen. Jeg husker ogsaa, at jeg kunde høre Strømhvirvlerne, der er ingen Tvivl om at det er det Vindue. Jeg synes, jeg kan se, at der staar Nogen deroppe. Maaske Frøken Gertrud — maaske ser hun efter mig, følger mig paa Vei — jo, jo, hun lider mig godt nok, og jeg hende, for den Sags Skyld. Eller det er Fruen, som ikke just behager mig; en Kjætterske er
