75
ned til Langenstein og se til min Ridehest, om den skulde have forvundet sin Lamhed.
— Det er vel betænkt, for ønskeligt var det om Dyret blev brugbart, da der let kunde komme Anledning til at sende Eder bort. Vel tvivler jeg ikke om at Borgens Stald vilde kunne gjøre Eder bereden; men I er vant til Skimlen, som er et roligt Dyr og ellers heller ikke snublevornt, naar I da ikke sidder og daser med Tøilen paa Nakken af den, tænkende paa andre Ting, som en Rytter maa vænne sig af med. Naar man rider, saa rider man. Det er Middag nu. Efter Maaltidet har I Eders Frihed. — —
Det er som om et Befrielsessuk hæver og sænker Ottomars Bryst, da den sorte Skygge er forsvundet fra Sollyset og hans Blik uhindret kan hvile ud paa det grønne Græstæppe, over hvilket Frugttræernes Løvnet spreder sit uregelmæssige Mønster af gyldne Pletter. —
