73
— En Angivelse, som jeg aldrig har tillagt nogen Betydning. Hugo von Laufen var mig velbekjendt, før han ved Ægteskab kom i Besiddelse af denne Borg. Freidig og frisk, ligetil, en Mand for Skov og Hede, med liden Tilbøielighed for boglig Syslen endsige for ensom Grublen — det er ikke den Slags Folk, der falde i Hæretiker-Apostlenes Hænder.
— Men Ingen veed, saa vidt mig bekjendt, hvorfra den store Gudsven stammer. Ungdomsvenskaber knyttes ligesaa ofte af Omstændigheder som af indre Overensstemmelse og ere dog ofte seiglivede. Hvad om et saadant her havde efterladt et ubetydeligt Spor, som kunde være os tjenligt? Den Sag, det dreier sig om, er af altfor stor Vigtighed, til at man ikke skulde have et vaagent Øie ogsaa med Ubetydeligheder. Eders Høiærværdighed veed, at Paven sender to Inquisitorer til Tydskland — maaske ere de nu allerede paa Vei over Alperne — og Hns. keiserlige Majestæt har allerede udstedt Forordninger til Øvrigheden om i enhver Henseende at gaa dem til Haande og være dem behjelpelige i deres vanskelige Hverv at udrydde Kjætteriet i Riget. Skulde det nu lykkes Eder, endnu før de pavelige Inqvisitorer begyndte deres Virksomhed, at paagribe denne hemmelighedsfulde Ærkekjætter og overantvorte ham til hans velfortjente Straf, saa vilde det være en stor Bedrift, som Kirken vilde regne Eder til høi Fortjeneste. Ja, jeg betænker mig ikke paa at sige, det vilde være et mægtigt Skridt fremad paa den Vei, der maa føre en Mand af Eders Høiærværdigheds Gaver og Daadskraft saa vidt, at Kardinalshatten endda kun er en ringere Udsigt; thi mig skulde det ikke undre, om ved Eder en Gang det
