70
for hans Beretning, overskygges pludselig af et betænkeligt, ja endogsaa foruroliget Udtryk.
— I det tydske Sprog, Eders Høiærværdighed!
— Det er visselig ikke at ønske, at det nye Testamente skal befinde sig i Almenhedens Hænder uden engang at have det Værn mod Misbrug af ganske Umyndiges Blik, hvormed i alt Fald det latinske Sprog i Vulgata omgjærder det.
— Og naar Rygtet sagde, at Borg Langenstein allerede var et halvt Beghardhus og paa Vei til helt at omskabe sig til et saadant, maa da ikke et saadant Fund i høi Grad bekræfte dette Rygte?
Bisp Ottomar nikker betænksomt.
— Jeg vil ikke benægte det. Dog maa I vide, Vincentius, at jeg ingenlunde er tilbøielig til at se disse Begharders Sag i saa sort et Lys, som mange af mine Embedsbrødre desværre gjøre det. Og hvad navnlig deres Huse og Stiftelser angaar, saa ser jeg deri kun Asyler for fattige og syge eller blot ensomt stillede Mennesker, som gjerne vil føre et stille, verdensafvendt Levned, hvilke man snarere bør tage i sin Haand og vaage over at de ledes i den rette Aand. Hvilket ogsaa just er hvad jeg har i Sinde at gjøre her, hvis Fru Renata skulde omgaas med et saadant fromt Forsæt, hvad jeg endnu ikke har haft Leilighed til at skaffe mig Klarhed over.
— Eders Høiærværdighed maa vide det bedst: men ellers have vi da en hellig Faders Ord for at disse Begharder ere en pestilenstialsk Plage for Christenheden.
— En Fader, som blev "Hns. Hellighed" ved at forgive sin Forgænger paa Sanct Peders Stol.
— Jeg har vel hørt saadant sige, men tænkte, at selv en Pave har Fjender i disse onde Tider —
