64
Tertullianske: prorsus credibile, quia ineptum, quia impossibile certum.[1]
Ganske vist, Et var sikkert: han var ydmyget af denne Kvinde. Hele hans sindrige Plan havde forsaget, var strandet paa hendes kloge Kjærlighed. Men atter heri stak der et Paradox, der ret var efter hans Smag og fortryllede ham jo mer han betragtede det. Han havde lidt en Ydmygelse, ja; men hvad var det, han fremfor Alt havde tilsigtet? at hun maatte undgaa al Ydmygelse baade i Andres og i egne Øjne — og havde han ikke opnaaet det i allerhøieste Grad just ved det, der ydmygede ham … ja, men saa var han jo ikke ydmyget! Det var Paradoxet.
Han leger med disse Tanker som en Jongleur med sine Kugler. Der er et Smil om hans Læber og næsten en sagte klukkende Latter i hans Røst, da han mumler hen for sig: tunc bene navigavi, quum naufragium feci.[2]
Men under alt dette er den ene Tanke uafbrudt herskende: hun elsker mig! intet Øjeblik har hun ophørt at elske mig!
Den er tilstede overalt, den omgiver ham. Himmelrummet synes at være fuld af den som af den ensformig gyngende Insektsummen …
Da han atter løfter Hovedet op fra Hænderne, er han ikke mere ene. Det var Fodtrin i Græsset — en itutraadt Kvist — der fik ham til at se op, skjøndt han kun halvveis var sig det bevidst; — men det er ikke hende, som er kommet tilbage.
Derude foran Lysthuset staar hans Famulus.
