VII
Da Bisp Ottomar atter løfter Hovedet, er han ene i Lysthuset og i Haven.
Den gangende Insektsummen rundt om ham er Middagstimens eneste Stemme.
Kurvene med Bælge paa Bænken og Lerskaalene med Ærterne — de grønne Perler, som ere gledet gjennem hendes Fingre — dèr foran ham paa Bordet ere blevne tilbage som Vidnesbyrd om at han ikke har drømt.
Drømt? O, nei! en Drøm, en ond, grusom Drøm, der syntes livsvarig at maatte tynge hans Sind som en Mare, er veget fra ham, er bleven banlyst ved et Strøg af en kjærlig Haand over hans Pande, saa den aldrig mer kan vende tilbage.
Hendes Foragt og Afsky havde aldrig hvilet paa ham! hendes Kjærlighed havde været stærkere end hans Forstillelseskunst!
Saa lidt som han havde ophørt at elske hende, saa lidt havde hun altsaa ophørt at elske ham.
Da hun havde ægtet Hugo von Laufen, den fattige Junker, som havde arvet lidet andet end det Sværd, han havde krydset med hendes forræderske Elsker, da havde Ottomar i dette Skridt set et Vidnesbyrd om at hun var kommen ud over sin Elskovs-Sorg, at det virkelig var
