60
Ottomar er sprunget op. Hans Hænder løfte sig halvt afværgende, halvt som gribende efter et flygtigt Haab, det han frygtede var for fagert til at lade sig fastholde: —
— Min Gud! forstaar jeg Eder ret? Nei, nei — det er umuligt! Har jeg ikke den Gang atter og atter set Vrede og usigelig Foragt lyne ud fra Eders Øine, saa jeg gjerne havde skjult mig ti Favne under Jorden? og værre endnu: Eders Smerte og Ydmygelse, Eders Taarer, som svulmede i Eders Øine og ikke turde rinde — —
— Og troer I, at Mænd alene have Fribrev paa Forstillelse? Som om der ikke ogsaa i min Mosters Hus var et Speil, om jeg trængte til at indøve mit Ansigt i de rette Folder!
— Men hvorfor — hvorfor? Naar det dog ikke var lykkedes mig at frigøre Eder for mig selv og for Eders Elskov ved et fromt Bedrag — hvorfor da — —
— Hvorfor fordærve Eder Legen ved ikke selv at ville lege med? Nei, vi vil ikke sige det saaledes, men som jeg selv følte det, da jeg var forvisset om Eders Kjærlighed, anede Eders Trosanfægtelser og at jeg forekom Eder at være forskrevet til Verdslighed og Kjødets Forfængelighed, uden sandt Gudsforhold og fremmed for det Grundlag, du selv maatte leve og dø paa — og vistnok var jeg det tildels, om end kan hænde ikke saa ganske, som du troede; for det var mig ikke givet at tale om disse Ting saaledes som det er dig givet; og da jeg navnlig ogsaa fuldtvel kjendte din Tankegangs sælsomt forviklede og labyrinthisk indfiltrede Krogveie, saa jeg forstod — ikke strax, o nei, da var hvad du saae af Skuffelse og Krænkelse og Uforstaaelse ægte nok, men snart forstod jeg dog Alt, og fremfor Alt hvad du maatte lide ved hvert Skridt paa den Tornevei, som du havde foreskrevet dig
