59
til Eders Hjerte, som det forvist var Tilfældet. Og I maa tro, at jeg takkede Gud for hans Styrelse, da jeg neppe et Aar efter spurgte det forventede Nyt, at Hugo var trolovet med Eder.
— Jeg troer det gjerne, og priser Skaberhaanden, at den dannede Kvinden af Mandens Ribben og ikke af en Splint af hans Pandeskal, paa det at det maatte være en let Sag for en klog Mand at strø en uerfaren Ungmø Blaar i Øinene.
Atter var der Noget af hin skurrende Tone i hendes Røst, og i Blikket spillede der et Glimt, der mindede om den unge Piges Skalkagtighed, kun at det var saa overskygget af Vemod og grundet i saa dyb en Alvor, at det lyste over til ham, som et Baand af svage men desto finere Regnbuefarver skinne ud fra Tordenskyen gjennem en Byges forrevne Sølvslør.
— Sig ikke, at det var let for mig — (og hans Stemme er mindre fast end før, næsten bønlig) — sig ikke, at det var let, som faldt mig saa tungt.
— Maaske faldt det tungere og var dog uendelig lettere for en ung Pige at føre den kloge Mand og det vordende Kirkelys bag Lyset.
Biskoppen stirrer paa Borgfruen, spørgende, tvivlende.
— Ja, hvo var mon den mest lettroende af os to — jeg, som strax spurgte mig selv: "er dette Ottomars egne Træk, der have forandret sig, eller en Mumme, han har sat om sit Aasyn for at skuffe mig?" eller I, som aldrig et Øieblik spurgte jer selv: "mon hun ikke skulde ane Uraad? mon hendes Hjerte ikke skulde gjennemskue min Forklædning og se mit Hjerte bløde under Narre-Flitterstadsen?"
